Foredrag om zen buddhisme

Tim Pallis

Da buddhismens grundlægger Siddhartha Gotama blev født, sagde en spådom, at han enten ville blive er stor hersker eller en stor vismand.

Hans far ønskede, at han skulle blive er stor hersker, derfor var Siddhartas opvækst usædvanlig beskyttet. Han kendte intet til

almindelige menneskers liv udenfor klanens mure. Han blev gift, da han var 16 med Yasodhara og fik en søn, da han var 29.

På det tidspunkt ville hans livet udenfor, og hans far gav ham lov til at foretage 4 udflugter. Han så en olding, en syg, et lig og en omvandrende munk. Hvad er dette? Vognkusken forklarede ham om disse former for lidelse og forfald, som ingen dødelig kan undgå. Da han så munkens afklarede ansigt besluttede han sig for at gå hjemmefra og blive munk.

Hans sagde: Hvorfor er der så meget sygdom, forfald og død? Skønt jeg er meget privilegeret sammenlignet med andre, hvorfor føler jeg så denne smerte og utilfredshed? Hvad er meningen med et hele? Hvem er jeg? Findes der er afklaring på alle spørgsmål?

Siddharta Gotamas oplysning:

Alt er usædvanligt klart

Jeg ser hele dette udstrakte landskab

Ser disse hænder, fødder, tæer

Og kan lugte det frugtbare flodmudder

Hvor mærkeligt og forunderligt er det ikke at være i live.

Hvor mirakuløst!

Denne opvågnen er alle levende væsners sande natur.

De er begavede med de vågnes visdom og medfølelse.

Og alligevel søger de i deres vildfarelse efter noget de mangler.

Buddhismen er en spirituel ateisme. Der er ingen Gud i eller udenfor universet, som har skabt verden.

Sohaku Kobori sagde:

God is an invention of man. So the nature of God is only a shallow mystery. The deep mystery is the nature of man.

I stedet for en Gud taler buddhismen om buddhanaturen, buddhata eller dharmanaturen, dharmata. Det er alle tings egentlige natur, menneskets sande identitet og bevidsthedens væsen.

Grundpillerne i buddhismen er "de tre juveler": Buddha, Dharma og Sangha.

Buddha er den som er vågnet.

Dharma er menneskets sande væsen.

Sangha er fællesskabets sammenhæng.

Buddhismen taler også om livets tre kendetegn:

Anatman - der er intet selv eller personlig identitet.

Anitya - alle ting er ubestandige.

Duhkha - menneskets eksistentielle kval er en følelse af mangel.

Buddha var en dharma mester, som skabte en spirituel praksis

som kaldes "middelvejen" mellem en verdslig og en asketisk levevis.

Det grundlæggende i hans lære er de fire ædle sandheder:

1) Mennesket har en følelse at smerte eller eksistentiel kval.

2) Der er en årsag til denne smerte, bl.a. de tre gifte: Begær, uvilje

og dumhed.

3) Der er et ophør af smerten.

4) Der er en vej til ophør af smerten, som er en befrielse.

Nirvana:

Nirvana betyder "ingen blæst" (ånde) til at opflamme de tre usunde rødder: Begær, uvilje og dumhed. Af mangel på ilt går

ilden ud. Begærets brænde er brændt op. Alt, hvad der begrænser det ubegrænsede liv, er døet hen.

Vejen er otte foldig:

Den rigtige opfattelse, beslutning, tale, handlemåde, levevis, bestræbelse, koncentration og opmærksomhed.

Buddhismen er en spirituel praksis som kort og klart går ud på at forvandle de tre gifte og dermed vor misopfattelse af livet til de fire positive mentale tilstande:

1) Maitri er venlighed eller menneskekærlighed.

2) Karuna er medfølelse.

3) Mudita er glæde.

4) Upeksa er sindsligevægt eller fred i sindet.

En episode i Buddhas liv har fået stor betydning for zen buddhister.

Det drejer sig om formidlingen af dharmaen fra mester til elev, og dermed en godkendelse af elevens forståelse.

Denne formidling af dharmaen grundlagde en transmissionslinie fra Buddha til en nulevende dharma mester - en slags åndelig slægtslinje.

Legenden fortæller:

Engang besøgte guden Brahma Buddha og en forsamling af hans tilhører på Gribbebjerget. Han gav Buddha en blomsterkrans, og bad ham forkynde dharmaen.

I stedet for at tale om dharmaen tog Buddha en enkel lille blomst ud af blomsterkransen, drejede den rundt mellem fingrene og smilede til forsamlingen.

Der blev helt stille, ingen forstod, hvad han mente, undtagen den ærværdige Mahakasyapa, som også smilede.

Buddha sagde da: Jeg har det sande dharma øjes skatkammer, nirvanas mageløse bevidsthed, den subtile dharma port, ingen forms sande form, som ikke bygger på ord og bogstaver, en særlig formidling udenfor læren. Hermed går den i arv til Mahakasyapa.

Denne videregivelse af Buddhas dharma er fortsat lige siden i 2500 år, generation efter generation af dharma mestre i alle asiatiske og nu også vesterlandske kulturer.

På baggrund af denne episode formulerer zen buddhismen sin trosbekendelse:

En særlig formidling udenfor læren

(Kyoge betsuden)

Indfør ikke ord og bogstaver

(Furyu monji)

Udpeg direkte menneskets bevidsthed

(Jikishi ninshin)

Se naturen og bliv en buddha

(Kensho jobutsu)

Det er almindelig antaget, at zen buddhismens grundlægger, Bodhidharma (c.470-543), var fra Sydindien og ankom til det sydlige Kinas Liang dynasti år 520.

Her mødte han Kejser Wu, som spurgte ham, hvilken fortjeneste han havde sparet sammen ved at støtte buddhismens udbredelse.

Til Kejserens forbavselse svarede Bodhidharma: Ingen fortjeneste! Kejseren spurgte nu, hvad buddhismens inderste væsen var, og

Bodhidharma svarede: Udstrakt tomhed, intet helligt!

Til sidst spurgte Kejseren, hvem Bodhidharma da selv var, og Bodhidharma svarede: Det ved jeg ikke! (ingen ved)

Historien fortæller, at samtalen derpå ophørte, og at Bodhidharma tog til Wei dynastiet (386-534) i Nord Kina, hvor han satte sig i en klippehule og mediterede i 9 år et sted ved navn Shao-lin.

Dette er hagiografi, for der er ikke historisk belæg for, at Bodhidharma nogensinde mødte Kejser Wu. Han var sikkert heller ikke en kongesøn fra Sydindien, som legenden gerne fortæller.

Men man har man kunnet huske, at Bodhidharma var "en rød skæget og blåøjet barbar". Det har været så særpræget i Kina på den tid, at det nok skal være rigtigt.

Derfor tyder det på, at han kom til Kina ad Silkevejene, som alle andre buddhistiske munke, fra Øst Turkestan, hvor mange var rødhårede og blåøjede. Måske kunne han være en af de sidste Tokharer, et forsvundet indoeuropæisk folk.

Bodhidharma kaldes den 28. indiske patriark i lige linje fra Sakyamuni Buddha med Mahakasyapa som den 1. patriark. Men han betragtes også den 1. kinesiske patriark i zen skolen.

Bodhidharmas efterfølger, den 2. patriark Huike (487-593) sagde til Bodhidharma: "Jeg har ikke ro i sindet! (kan ikke finde mig selv)

Bodhidharma svarede: "Vis mig det sind, som ikke har ro, så skal du få fred!"

Huike sagde: "Jeg har søgt og søgt, men kan ikke finde det!"

Bodhidharma sagde da: "Så har du allerede fundet det!"

Gennem zen praksis kan vi indse, at der ikke findes en sjæl eller et selv at realisere eller fastholde. Kan vi slippe denne søgen efter os selv, vil vi finde en ro i sindet, som gennemstrømmer hvert minut fra åndedræt til åndedræt.

Den 6. og sidste patriark i Zen skolen hed Hui-neng (638-713). Han tillægges det berømte skrift Platform-sutraen, skønt legenden siger, at han var analfabet.

Værket er oversat til norsk af G. M. Reichelt med titlen Den sjette patriark og udgivet i Visdomsbøgerne, Sankt Ansgars Forlag.

Shen-hsiu (d. 706) var hovedmunk i den 5. patriark Hung Yens (602-675) kloster. Han skrev følgende digt:

Kroppen er bodhi træet (oplysningens træ)

Bevidstheden er som et klart spejl på en stander

Puds det opmærksomt igen og igen

Så intet støv samler sig på det

Hui-neng svarede med følgende digt:

Bodhi har ikke noget at gøre med et træ

Og spejlet har heller ingen stander

Fra først af er der ikke en eneste ting

Så hvor kan støvet samle sig

Det var Hui-nengs "sydlige skole", som blev grundlaget for zen buddhismens videre udvikling.

Det helt centrale i Hui-nengs lære er den "pludselige opvågnen" eller den "pludselige afklaring" og det udelelige

helhedsperspektiv.

Han er kendt for et provokerende spørgsmål til en gammel kriger, som forfulgte ham op i bjergene, fordi han troede Hui-neng havde stjålet Bodhidharmas munkekutte og madskål fra den 5. patriark:

"Tænk hverken godt eller ondt, men sig mig netop nu, hvad er dit oprindelige ansigt (sande natur) før din far og mor blev født?"

Munken Wu-yen spurgte Zen mesteren Ma-tzu (709-788): "Jeg har hørt, at bevidstheden er Buddha, men jeg kan ikke rigtig forstå det!"

Mesteren svarede: "Den bevidsthed, som ikke rigtig kan forstå det, er Buddha."

En munk spurgte mester Fa-yen (885-958): "Hvad er den direkte vej til Buddhas erkendelse?"

Mesteren svarede: "Der er ingen mere direkte vej end dette spørgsmål."

Den kinesiske zen mester Lin-chi, japansk Rinzai, levede og virkede i Kina i slutningen af Tang dynastiet (618-907). Man ved ikke, hvornår han blev født, men man ved han døde år 866.

Rinzai er grundlægger af den ene af de tre nuværende zen skoler i Japan: Rinzai, Soto og Obaku. Hans ord blev nedskrevet af hans elever i nogle optegnelser, som hedder Lin-chi Lu eller Rinzai Roku.

"Mesteren indtog det høje sæde i Dharma-hallen og sagde: Inde i jeres røde kødklump er der et sandt menneske uden status, som uafbrudt går ind og ud af ansigtet på jer. I, som endnu ikke har fundet ham, hold udkig!

En munk rejste sig og spurgte: "Hvad er det sande menneske uden status?" Mesteren steg ned fra sit høje sæde, greb fat i munken og råbte: "Sig det! Sig det!" Munken skælvede. Derpå stødte mesteren ham fra sig og udbrød: "Det sande menneske uden status, sikke en tør lort!"

"Vil du vide hvem Buddha er? Han er ingen anden end dig selv, som står foran mig og lytter til min tale. Fordi du ikke har tillid til dig selv, går du rundt og søger efter nogen eller noget udenfor dig selv. Selvom du skulle finde noget, vil det kun være tanker og ord. Nok så udmærkede de kan være, vil de ikke kunne give dig zen mestrenes levende erkendelse. Lad dig ikke narre! Som jeg ser det, er du ikke forskellig fra Buddha. Hvad savner du egentlig i dine mange daglige gøremål? Dine seks sanser hører aldrig op med at stråle guddommeligt! Hvis du kan se tilværelsen på denne måde, er du et menneske, som ikke har mere at gøre resten af livet."

"Hvad er sandheden? Sandheden er bevidsthedens væsen. Bevidsthedens væsen er uden form. Den spreder sig i alle retninger og viser sin aktivitet lige for øjnene af dig. Da mennesker ikke har den nødvendige tillid til den, tager de til takke med navne og ord, og prøver at forstå Buddhas sandhed gennem de skrevne ord. Himmel og jord er langt fra hinanden."

"Hvis du ønsker at leve og dø, komme og gå, tage tøj af og på i fuld frihed, så bliver du nødt til lige nu at identificere dig med det menneske, som lytter til min tale. Han er uden form, uden kendetegn, uden ophav og uden bolig. Alligevel er han livlig og rask. Det sted, hvor han aktivt virker på forskellig måde, er egentlig talt usynligt. Når du derfor leder efter ham, trækker han sig længere og længere tilbage. Når du søger ham, vender han mere og mere den anden vej. Dette kaldes et mysterium.

Der er andre mindre bramfri måder at formulere zens sandhed på:

Shodo Harada Roshi har sagt:

Bliv nøgen og vend tilbage til det grundlæggende.

I naturen er vi alle én.

Himmel og jord er én.

At realisere dette er vor sande træning.

Det er denne erfaring, som er det vigtigste,

Når vi praktiserer zazen.

Smid alt hvad du hænger dig i væk.

Så kan du se hvorledes himlen og jorden er én.

Og at vi er det samme som de utallige ting.

Sandheden er, at bjerget er mig, og jeg er bjerget.

Floden er mig, og jeg er floden.

Buddha erkendte denne aktuelle sandhed.

Buddha så morgenstjernen og sagde: Jeg skinner!

Hakuin hørte morgenklokken og sagde: Jeg ringer!

De erfarede dette direkte.

Alle de titusind ting som jeg oplever.

Der er ikke den mindste afstand mellem os.

Jeg er den verden jeg ser.

Der er ingen adskillelse mellem subjekt og objekt.

Ikke det mindste skel.

Dogen sagde:

At studere Buddhas vej er at studere sig selv.

At studere sig selv er at glemme sig selv.

At glemme sig selv er at blive vækket af alle ting.

Når du vækkes af alle ting,

Er dit sind og din krop,

Såvel som andres sind og kroppe faldet af.

Ingen spor af vækkelsen er tilbage.

Og denne mangel på spor fortsætter uden ophør.

Mumon Yamada Roshi sagde:

I denne morgenbrises kølighed,

Opdager jeg,

At jeg er i live og favnet

Af den store væren.

Shido Bunan Roshi sagde:

Når man er uoplyst

Er ting bare ting

Når man er oplyst

Lader man ting være ting

Basho sagde:

En gammel dam

En frø hoppen i

Lyden af vand

I Zen Skoven står:

Vinden er din ånde

Den åbne himmel, din bevidsthed

Solen, dit øje

Havet og bjergene

Er hele din krop

Vand i sig selv

Har ingen lyd

Løber det på en sten

Klukker det

Zen praksis giver ikke et verbalt svar på spørgsmålet: "Hvem er jeg?" eller: "Hvad er jeg?"

Man går ikke fra en tilstand af uvidenhed til en anden tilstand af viden, men fra én form for manglende viden til en ny form for uvidenhed.

Denne nye form for uvidenhed er fraværet af en tro. Det er en klar og vågen bevidsthed, som sanser og opfatter.

Uvidenhed eller ikke viden er ganske vidst ensbetydende med det at opfatte, at vide, at erkende og at forstå, men der er ingen genstand for denne udelelige opmærksomhed, og ingen der opfatter eller ved, eller erkender eller forstår.

* Klokke ringer!

Den dualistiske situation: Vi taler om en klokke, og én der slår på klokken. Den direkte opfattelse er udelelig (ikke-dualistisk).

Når man hører klokken ringe er der tre ting involveret:

1. Klokken ringer.

2. Lyden høres.

3. Bevidstheden om lyden.

Når lyden stopper, stopper man ikke med at høre. Hørelsen forsvinder ikke, men nu er der ingen klokke lyd at høre længere, intet bevidsthedsindhold.

Hvad er da det der høres?

Det uhørlige høres. Det kaldes i zen ikke at høre.

Dette gælder for alle seks sanser

Den 6. sans er:

1. En tanke opstår.

2. Bevidstheden opfatter den.

3. Bevidstheden om tanken er den refleksive bevidsthed.

Rinzai sagde:

Bevidstheden er uden form og vidt udbredt i alle retninger.

I øjet kaldes den at se

I øret kaldes den at høre

I næsen kaldes den at lugte

I munden kaldes den at smage

I hænderne kaldes den at gribe og holde

I fødderne kaldes den at gå og bære

Egentlig talt er bevidstheden ren udstråling,

Opdelt bliver den de seks harmonisk forenede sanseområder

Da bevidstheden ikke er noget, er du fri, hvor som helst du er.

Zen træningen er både fysisk og mental. Dens fysiske side er krop og åndedræt. Dens mentale side er koncentration og opmærksomhed. Koncentrationen retter sig mod åndedrættet. Opmærksomheden omfatter alt, hvad der sanses, tænkes og føles.

Zen buddhismen er en religion uden Gud. Det er en spirituel ateisme med troen på, at vi alle er buddhanaturen. Denne buddhanatur er skjult af misopfattelser, tanker og følelser, som gør livet fuld af lidelse.

Det er zen træningens formål, at man gennem zazen praksis opdager sin oprindelige natur, som også er ens virkelige identitet. Dermed finder man en indre fred og styrke. Buddhanaturen er vor sande eller egentlige natur.

Den, der praktiserer zazen, tror på muligheden af at opdage det, han allerede er. Har man endnu ikke opdaget denne evige kilde til velvære, er man i dyb tvivl om sit eget værd. Zen træningen er en vej til at finde denne kilde og fylde sit daglige liv med den.